Det vigtige i at kunne udtrykke sig

Det vigtige i at kunne udtrykke sig

Interview med forfatter Maria Buck Jensen

Man skal ikke tage fejl af det stille væsen, som forfatter Maria Buck Jensen umiddelbart kan give indtryk af, for indeni brænder en ild for historiefortælling og formidling på mange planer. Maria har tidligere udgivet to populære hæklebøger og arbejder med udvikling af undervisningsmateriale. 

I dette interview fortæller hun om, hvordan hun med udgangspunkt i sin uddannelse, faglighed og positive menneskesyn blev inspireret til feelgoodromanen Når man ikke kan tale.

Læs hele interviewet herunder.

 

En tro på, at alle mennesker har gode intentioner

Hvorfor skriver du feelgood-romance?

Fordi jeg ikke kan lade være. Der har hele mit liv blomstret historier frem i min hjerne, som jeg har haft lyst til at fortælle. Hver eneste dag, når jeg møder andre mennesker eller står i sjove situationer, tager de i min hjerne form som fortællinger, der kan skrives ned. Samtidig har jeg en grundlæggende tro på, at alle mennesker i verden gør deres bedste, og at der ikke direkte findes ondskab. Det gør, at jeg aldrig ville kunne skrive andre genrer end feelgood.

Hvad eller hvem har inspireret dig til temaet om afasi i din bog?

Temaet er stærkt inspireret af mine afasi-praktikker på kommunikationscentre og hospitaler i københavnsområdet. Jeg er uddannet audiologopæd – eller tale-hørepædagog – fra Københavns Universitet, og jeg blev i min studietid ret fascineret af det komplekse i, at nogle mennesker bevarer intelligensen, men mister sproget. Det må være svært for den ramte, men også for de pårørende. Jeg blev samtidig inspireret af de superdygtige fagfolk og den komplekse situation, de står i. Som fagperson bliver man opfattet enormt autoritær, men en fagperson er jo også bare et menneske fyldt med tvivl og bekymring. Det var nogle af de kompleksiteter, jeg gerne ville udforske i bogen.

Hvilken bog er din yndlingsbog? Og hvorfor netop den?

Min yndlingsbog er uden tvivl ’Vinterbørn’ af Dea Trier Mørch. Jeg er enormt fascineret af, hvordan hun gennem en fortælling uden spændingskurve kan sige så meget om livet generelt. Fortællingen er så forankret i 70’ernes København, og alligevel formår hun at sætte hele samfundet, livet og moderskabet i perspektiv.

Hvilken bog læser du i øjeblikket?

Lige nu læser jeg ’Min Verden Forfra’ af Britt Bøg. Nu hvor jeg har lært de andre forfattere på forlaget at kende, er det ret sjovt at læse deres bøger. Det er en helt anden oplevelse, man får af fortællingen, når man kender forfatteren – og alligevel er bogen stadig helt sin egen.

Har du nogle forfattersærheder eller fun facts?

Åh, det må nok være, at størstedelen af manus er skrevet i mit badekar. Jeg elsker at ligge i badekarret med min computer ved siden af og skrive løs på alverdens historier.